En lille historie om Otto
Otto er vores lemurhan og Fionas mand. Han er en rolig og nem fyr – aldrig ham, der laver ballade.
Men i februar 2023 fik den stille lemur et eventyr, som hele Danmark fulgte med i. Han var væk i flere døgn efter stormen Otto – og da vi endelig fandt ham, fik han navnet efter den.
Vores tegnede Otto, som hjælper dig her på hjemmesiden, bærer hans navn.
-
Fredag 17. februar 2023
Stormen Otto rammer haven
Om natten fór stormen Otto hen over parken. Vi vågnede op til en have, der havde fået hårde slag – også muren ved lemurernes udendørsområde. Lemurerne var ude af buret. Panik!
Vi nåede at fange tre af vores fire lemurer, men én manglede.

-
Samme dag
Den store eftersøgning
Vi kaldte alt personale ind, der kunne komme, og en stor eftersøgning gik i gang. Vi gennemsøgte hele parken. Ingen lemur.
Dagen blev til aften, og det blev for mørkt. Næste dag søgte vi igen. Ingen lemur. Vi begyndte at blive bekymrede: Det var koldt, og der var andre dyr, som kunne angribe ham.

-
Tirsdag 21. februar
Jagthunden Ollie
Vi fik jagthunden Ollie ud i parken for at se, om han kunne finde vores lemur. Igen uden held.
Håbet om at finde ham i live var ved at slippe op. Vi havde lagt opslag på Facebook om den forsvundne lemur – men stadig intet.

-
21. februar, om aftenen
Lemurlyde i bilradioen
Om aftenen fik vi en besked: Nogen troede, de havde set lemuren tæt ved hovedvejen, et par kilometer fra parken. Vi pakkede hurtigt bilen med net og bur og kørte ud for at finde ham. Vi spillede endda lemurlyde i bilradioen for at lokke ham til os.
Igen uden held. Efter midnat kørte vi tilbage til parken.

-
Næste morgen
Politiet ringer
Vi sad og drak vores morgenkaffe, da politiet ringede. De havde en mand i den anden telefon, som stod og kiggede på lemuren!
Vi styrtede ned til bilen – net og bur lå der stadig fra aftenen før – og af sted det gik. Og JA: Der sad vores lemur ude på en mark, kun et par kilometer hjemmefra.

Der sidder han! Nettet er gemt på ryggen. -
Én chance
Nettet går over ham
”Jeg har ham, jeg har ham!”
Jeg ved ikke, om han kunne genkende mig i mit arbejdstøj, men jeg kunne komme helt tæt på ham – med nettet gemt på ryggen. Han sad stille og lyttede til mig. Timmi, Oliver og manden, der havde fundet ham, stod på afstand, og alle holdt vejret.
Jeg vidste, at jeg kun ville få én chance. Lemuren kiggede væk i to sekunder – BUM, så røg nettet over ham! Timmi kom løbende med buret, og Oliver filmede, så godt han kunne. Lemuren var i sikkerhed og på vej hjem.

Fanget – kold og våd, men i sikkerhed -
Hjem igen
Varme, mad og kærlighed
Medierne havde fulgt historien i hele Danmark, og i samme øjeblik vi skrev FUNDET på Facebook, ville alle se ham. Men vi måtte tage det roligt, for nu skulle vi passe på lemuren, som var meget træt, kold og sulten.
Med masser af varme, fine dining med ekstra yndlingsfrugt og grøntsager – og masser af kærlighed – blev han sit gamle jeg igen. Og så blev han genforenet med sine lemurvenner.

Varme og mad under varmelampen -
Siden da
Og så hed han Otto
Efter det måtte lemuren selvfølgelig hedde Otto – opkaldt efter stormen. Sikke en fighter! ♥️











