Ottos historie

Om natten fór stormen Otto hen over parken. Vi vågnede op til en have, der havde fået hårde slag – også muren ved lemurernes udendørsområde. Lemurerne var ude af buret. Panik!

Vi nåede at fange tre af vores fire lemurer, men én manglede.

Vi kaldte alt personale ind, der kunne komme, og en stor eftersøgning gik i gang. Vi gennemsøgte hele parken. Ingen lemur.

Dagen blev til aften, og det blev for mørkt. Næste dag søgte vi igen. Ingen lemur. Vi begyndte at blive bekymrede: Det var koldt, og der var andre dyr, som kunne angribe ham.

Vi fik jagthunden Ollie ud i parken for at se, om han kunne finde vores lemur. Igen uden held.

Håbet om at finde ham i live var ved at slippe op. Vi havde lagt opslag på Facebook om den forsvundne lemur – men stadig intet.

Om aftenen fik vi en besked: Nogen troede, de havde set lemuren tæt ved hovedvejen, et par kilometer fra parken. Vi pakkede hurtigt bilen med net og bur og kørte ud for at finde ham. Vi spillede endda lemurlyde i bilradioen for at lokke ham til os.

Igen uden held. Efter midnat kørte vi tilbage til parken.

Vi sad og drak vores morgenkaffe, da politiet ringede. De havde en mand i den anden telefon, som stod og kiggede på lemuren!

Vi styrtede ned til bilen – net og bur lå der stadig fra aftenen før – og af sted det gik. Og JA: Der sad vores lemur ude på en mark, kun et par kilometer hjemmefra.

Medierne havde fulgt historien i hele Danmark, og i samme øjeblik vi skrev FUNDET på Facebook, ville alle se ham. Men vi måtte tage det roligt, for nu skulle vi passe på lemuren, som var meget træt, kold og sulten.

Med masser af varme, fine dining med ekstra yndlingsfrugt og grøntsager – og masser af kærlighed – blev han sit gamle jeg igen. Og så blev han genforenet med sine lemurvenner.